Forøget driftstilskud til ARoS - Aarhus Kunstmuseum

Kulturministeriet

03/05-2005

ARoS - Aarhus Kunstmuseum har siden åbningen i april 2004 haft en imponerende publikumstiltrækning såvel regionalt som internationalt. Sidste år havde kunstmuseet således 342.000 besøgende. Dette til trods for, at museet kun havde åbent i årets sidste 9 måneder. Den store publikumsinteresse skal uden tvivl ses på baggrund af museets internationalt meget høje kunstneriske ambitionsniveau.

Efter ibrugtagning af den nye bygning har det vist sig, at museet har betydelige merudgifter til energi, bygningsvedligeholdelse samt udgifter til de stadig stigende sikkerhedskrav forbundet med de internationale udstillinger. Udgifterne har desværre ikke kunnet finansieres af de forøgede entreindtægter.

Ministeren, Amtsborgmesteren og Rådmanden anerkender behovet for øgede bevillinger til ARoS til energi, bygningsvedligeholdelse samt sikkerhedskrav og vil derfor hver især arbejde for at driftstilskuddet til ARoS i 2006 forøges med i alt 3 mio. kr., således at stat, amt og kommune hver især bidrager med 1 mio. kr. hertil.

Kulturminister Brian Mikkelsen, amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen og kulturrådmand Torben Brandi Nielsen udtaler: ARoS - Aarhus Kunstmuseum har siden åbningen været en fantastisk kunstnerisk og publikumsmæssig succes. Vi er glade for, at stat, amt og kommune i fællesskab kan arbejde for en løsning, der sikrer videreførelse af ARoS høje internationale niveau. Vi vil nu hver især søge at få midlerne afsat.

De tre parter er samtidig enige om at analysere behovet for en permanent forøgelse af driftstilskuddet, når regnskabsresultatet for 2005 er kendt.

Direktør Jens Erik Sørensen, ARoS glæder sig over løftet om, at politikerne vil arbejde for en øget driftsbevilling på 3 mio. kr. for 2006 samt udtrykker stor tilfredshed med den politiske vilje til at finde en permanent løsning, så ARoS fremover kan fastholde sit internationale ambitionsniveau som det vestlige Danmarks hovedmuseum for kunst.







ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site