Ingen må opgives

Beskæftigelsesministeriet

20/02-2004

Arbejdsmarkedsstyrelsen offentliggør i dag en analyse af de svageste grupper på arbejdsmarkedet.

Én af hovedkonklusionerne er, at selv for ledige, der har været væk fra arbejdsmarkedet i meget lang tid, er det muligt at komme tilbage til arbejdsmarkedet. Og mange kommer rent faktisk tilbage.

Af de 157.000 personer på kanten af arbejdsmarkedet kommer hvert år næsten 40.000 i beskæftigelse eller tættere på arbejdsmarkedet.

Én anden hovedkonklusion er, at blandt de svageste ledige er der rigtig mange unge, som ofte vil være forsøgere.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen understreger, at analysen i den grad dokumenterer, at ingen må opgives.

- Flere har anlagt det synspunkt, at vi står os bedst ved at sende de svageste ledige på permanent offentlig forsørgelse. Det er jeg helt uenig i. Især fordi vi ved, at det kan lykkes for mange at komme i arbejde. Og vi ved, hvor meget det betyder for børn, at forældrene har et arbejde og er tilfredse med deres liv. Børn, hvis forældre ofte er ledige, har større risiko for selv at blive ramt af ledighed. Børn, hvis forældre lever af overførsler, har større risiko for selv at komme til at leve af overførsler, siger Claus Hjort Frederiksen.

- Det er helt uacceptabelt, hvis et samfund på forhånd opgiver at hjælpe mennesker til at få et liv med arbejde. Derfor skal vi skabe nogle rammer, så også mennesker på kanten af arbejdsmarkedet får en chance for et liv på arbejdsmarkedet. Prisen er høj, hvis vi ikke gør det. For hvis de mange unge kvinder ikke kommer i arbejde, får vi får aldrig brudt den negative sociale arv. Og vi får aldrig integreret 2. og 3. generationsindvandrerne, hvis deres forældre ikke bliver integreret på det danske arbejdsmarked, siger Claus Hjort Frederiksen.

Analysen viser også, at resultaterne af indsatsen varierer meget. Nogle kommuner har mange svage ledige i forhold til indbyggertallet. Andre har få. Store kommuner har ikke større succes med at integrere mennesker på kanten af arbejdsmarkedet end små kommuner – eller omvendt. Forskellene kan ikke forklares ud fra kommunernes rammebetingelser alene, men må primært findes i forskelle mellem kommunernes indsats.

Også indsatsen over for de svageste ledige varierer meget, viser analysen. Nogle kommuner aktiverer meget. Andre aktiverer kun lidt. Indsatsen kan blive langt mere målrettet - både i forhold til det erhvervsrettede sigte og målrettet mod at håndtere fx misbrugsproblemer. Både politikere og administration kunne også være mere opmærksomme på svage grupper. Analysen tyder på, at nogle kommuner har givet op.

- Resultaterne i analysen bekræfter mig i, at det nuværende beskæftigelsessystem med kommunerne på den ene side og AF på den anden side ikke er godt nok gearet til at hjælpe mennesker på kanten af arbejdsmarkedet i beskæftigelse, siger Claus Hjort Frederiksen.

- Vi kan ikke byde mennesker, at indsatsen er så tilfældig. Den skal i hvert fald ikke afhænge af, om man bor i den ene eller den anden kommune. Og vi kan heller ikke byde mennesker, at de sociale problemer, som forhindrer mange i at komme i arbejde, slet ikke håndteres.

- Derfor skal vi også se på, om der er regler, som begrænser muligheden for at blive aktiveret. Jeg synes i hvert fald, at det er et problem, at kontanthjælpsmodtagere over 30 år, som har andre problemer foruden ledighed, kun skal have ét aktiveringstilbud og derefter kan gå i årevis uden at få tilbudt hjælp.

- Indsatsen over for disse mennesker skal også målrettes langt mere, så flere får den hjælp, de har behov for. Beskæftigelse skal altid være målet for indsatsen i forhold til den enkelte – uanset hvor langt den enkelte synes at være fra arbejdsmarkedet. Det nytter ikke at vi alle tror, at alle sociale problemer skal være løst, inden den erhvervsrettede indsats sættes i gang, slutter Claus Hjort Frederiksen.

Analysen ”På kanten af arbejdsmarkedet – en analyse af de svageste grupper på arbejdsmarkedet” kan findes på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside på adressen http://www.bm.dk. Her kan der også findes en samling af eksempler, hvor det er lykkes at hjælpe de svageste ledige tættere på arbejdsmarkedet.






ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site