Nyt fængsel i Østdanmark

Justitsministeriet

08/11-2003

Regeringen har i dag indgået aftale med Dansk Folkeparti om en ny flerårsaftale for kriminalforsorgen for perioden 2004-2007.

Aftalen sikrer bl.a. et solidt løft i bevillingerne til kriminalforsorgen, flere fængselspladser, et nyt fængsel i Østdanmark, bedre arbejdsforhold for de ansatte, en hård kurs over for unge lovovertrædere og en skærpet indsats over for narko i fængsler og arresthuse.

I alt tilføres kriminalforsorgen et bevillingsløft på 338 mio. kr. i 2004 stigende til 420 mio. kr. i 2007 - i alt 1.486 mio. kr. i aftaleperioden.

Justitsminister Lene Espersen siger:

"Jeg er meget tilfreds med aftalen med Dansk Folkeparti. Den sikrer kriminalforsorgen et solidt løft i bevillingerne samtidig med, at fængselskapaciteten udvides med 100 antal nye pladser.

Regeringen har siden sin tiltrædelse stået for en fast og konsekvent retspolitik. Straffene for vold, voldtægt og uagtsomt manddrab er bl.a. blevet skærpet markant - nye strafskærpelser er på vej - og derfor er det nødvendigt, at vi udvider kapaciteten i kriminalforsorgen.

Samtidig er jeg glad for, at aftalen sikrer en nul-tolerance over for narko i fængsler og arresthuse. Narkoen i fængslerne skal bekæmpes, og det vil bl.a. ske gennem fysisk sikring af kriminalforsorgens institutioner, øget behandling, flere narkohunde i fængslerne og kontrol af de indsatte."

Flerårsaftale for kriminalforsorgen for 2004-2007

Dømte skal hurtigere i fængsel. Der etableres ekstra fængselspladser, således at Kriminalforsorgen kan håndtere flere og længere straffe som følge af strafskærpelser og sikre hurtigere afsoning af idømte straffe.

Der skal være orden og konsekvens i de danske fængsler. De ansattes arbejdsforhold og arbejdsmiljø forbedres.

Der etableres i alt ca. 100 flere fængselspladser i aftaleperioden. Hertil kommer 45 nye pladser til unge kriminelle.

Kriminalforsorgen får derfor et bevillingsløft på 338 mio.kr. i 2004 stigende til 420 mio.kr. i 2007. I alt tilføres 1.486 mio.kr. i aftaleperioden.

Nyt fængsel i Østdanmark og udvidelse af Statsfængslet Østjylland

Der opføres et nyt lukket fængsel med mindst 250 pladser i Østdanmark. Planlægning, projektering og udbud af det nye fængselsbyggeri sker i aftaleperioden. Der afsættes i alt 80 mio.kr. hertil i forligsperioden. Selve byggeriet forventes gennemført i perioden 2008-2010. De konkrete anlægsplaner forelægges aftaleparterne. I forbindelse hermed vurderes det fremtidige kapacitetsbehov.

Statsfængslet Østjylland udvides med en ekstra fløj med 48 lukkede fængselspladser, således at det i alt får 228 pladser. Den nye fløj forventes færdig senest i 2007. Der afsættes i alt 97 mio.kr. hertil.

Strafskærpelser og hurtigere afsoning af idømte straffe

For at sikre fængselskapacitet og de fornødne ressourcer til at håndtere strafskærpelserne for blandt andet vold mod tjenestemænd og vold mod vidner, groft tyveri og hærværk samt narkoforbrydelser tilføres kriminalforsorgen i alt 186 mio.kr. i 2004-07. Den fornødne kapacitet sikres ved ovennævnte 48 pladser samt etablering af yderligere 15 pladser.

Herudover sikres en hurtigere afsoning af idømte straffe ved i 2004 at etablere ca. 35 pladser. Kapaciteten til at reducere antallet af dømte, der venter på at afsone deres straf, fordobles til 70 pladser. Der afsættes 76 mio.kr. hertil.

Nul-tolerance over for narko i fængsler og arresthuse

Der vil blive slået hårdt ned på narko i fængslerne. Den fysiske sikring af kriminalforsorgens institutioner forbedres med net og hegn, som hindrer indsmidning af narko og mobiltelefoner. Antallet af narkohunde forøges. Der iværksættes forsøg med teknologisk narkobekæmpelse. Der gennemføres ved stikprøve daglig urinprøvekontrol af de indsatte. Kontrollen med kontanter skærpes. Til de nævnte initiativer afsættes 75 mio.kr. i 2004-07. Herudover indgår der i satspuljeforliget for 2004 en oprustning af behandlingsindsatsen i fængslerne.

Hård kurs over for unge kriminelle

Kampen mod ungdomskriminalitet skal styrkes markant, herunder også i forhold til kriminelle under 15 år. Der skal gribes tidligt ind over for kriminelle unge generelt og sættes hårdt og konsekvent ind over for voldelige unge. Samfundets reaktion på kriminalitet skal være konsekvent og mærkbar. Under Socialministeriet oprettes 25 nye sikrede pladser, herunder 15 supersikrede pladser til meget voldelige unge og 10 sikrede pladser til unge i alderen 12-14 år. Der oprettes herudover 20 særlige anbringelsespladser målrettet til unge med anden etnisk baggrund. Magtanvendelsesreglerne på sikrede afdelinger skærpes mærkbart. Der afsættes i 2004 65 mio.kr. til etablering af flere pladser og 35 mio.kr. til drift. Fra 2005 og frem afsættes ca. 73 mio.kr. årligt til drift. Reglerne om tiltalefrafald skal skærpes.

"Noget for Noget"

Indsatte som gør sig fortjent til det gennem deltagelse i behandlingsprogrammer, undervisning mv. skal kunne løslades før tiden f.eks. mod at undergive sig et vilkår om forsat deltagelse i behandling eller samfundstjeneste. Herudover skal anvendelsen af samfundstjeneste udvides, idet denne sanktion skal kunne bruges som "udslusning" fra en ubetinget frihedsstraf, hvis den indsattes forhold begrunder det. Med henblik på, at styrke resocialiseringsarbejdet mv. afsættes yderligere 10 mio.kr. i 2004 og 15 mio.kr. i de følgende år.

En mere effektiv kriminalforsorg

Endvidere prioriteres 24 mio.kr. til at forbedre kriminalforsorgens ressource- og økonomistyring i aftaleperioden. Kriminalforsorgen effektiviserer samtidigt administrative funktioner og opgaver mv. og nedbringer sygefraværet. Med henblik på at understøtte effektiviseringen gennemføres inden udgangen af 2004 en gennemgribende konsulentanalyse af kriminalforsorgen. I lyset af konsulentanalysen tages endelig stilling til de forudsatte effektiviseringer på 20 mio.kr. i 2005 stigende til 40 mio.kr. i 2007.

Kriminalforsorgen fortsætter desuden det målrettede arbejde med at nedbringe sygefraværet i aftaleperioden. Desuden vil den enkelte fængselsledelse få økonomiske incitamenter til at gøre en aktiv indsats på den enkelte arbejdsplads. Samtidig vil nul-tolerance over for narko, bedre muligheder for at anvende disciplinærstraffe samt reduktion af belægget til 92 pct. hjælpe med at forbedre arbejdsklimaet i fængsler og arresthuse.

Brug af videoafhøringer med henblik på at begrænse antallet af fangetransporter

Retsplejerådet har i betænkning nr. 1401/2001 om reform af den civile retspleje I fremsat forslag om brug af videomøder og telefonmøder mv. i retten. Kriminalforsorgen søger i samarbejde med politiet og domstolene at etablere et forsøg med videoafhøringer allerede i aftalens første år. Herudover gennemføres i et samarbejde mellem kriminalforsorgen, Rigspolitichefen og Domstolsstyrelsen i aftalens første år en analyse af, om en gennemførelse heraf samlet set kan forbedre ressourceanvendelsen, herunder ved at begrænse fangetransporter. Analysen forelægges for forligspartierne.

Udvikling af resultatmål for kriminalforsorgens virksomhed

I aftaleperioden opstilles klare resultatmål for hele kriminalforsorgens virksomhed. Som en moderne og tidssvarende statsinstitution skal kriminalforsorgen måles på sine resultater, der løbende offentliggøres. I aftalens første år udvikles en model for resultatmålinger, og i de følgende år foretages en årlig skriftlig opfølgning på flerårsaftalens indsatsområder og resultatmål. Forligspartierne orienteres om den årlige resultatopfølgning og i øvrigt løbende om forhold af væsentlig betydning for de områder, der er omfattet af aftalen.

I forlængelse af flerårsaftalen udarbejdes en udmøntningsplan, der forelægges forligskredsen til godkendelse.






ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site